FORMANDE HAR ORDET….

Så er sommerferien ved at være overstået for de flestes vedkommende, og for klubbens fægtere, trænere og forældre betyder det tilbage til træningen og salen. Det er samtidig starten på en ny sæson, hvilket ofte betyder starten på nye drømme, nye målsætninger, nye ambitioner eller fortsættelsen af de målsætninger, man allerede har sat sig – uanset om man synes, at man tilhører bredden eller eliten. Der skal være plads til både de store og de små drømme, ambitioner og målsætninger – de er alle lige vigtige. HFK skal kunne understøtte hele spekteret.

Bestyrelsen har siden februar arbejdet på at få det organisatoriske og relationelle grundlag på plads, så jeres forskellige drømme, ambitioner og målsætninger kan udleves i størst muligt omfang.

Relationelt har vi haft fokus på dialogen med DFF, så der er så høj grad af synergi mellem DFF planer, mål og intentioner og HFKs. Det er ikke altid vi er helt enige, men begge parter er enige om, at et tæt samarbejde og en åben dialog er vejen frem for såvel klubben, som for dansk fægtning.

Vores eget organisatoriske grundlag begynder nu at tage form. Vi skal huske på, at en organisation aldrig må blive et mål i sig selv. En organisation er udelukkende et middel til at nå målet, og derfor skal vi være parate til løbende at justere organisationen, når nu mål eller virkeligheden ændrer sig. Som nogle af jer har bemærket har vi ændret måden at illustrere vores organisation på. Det væsentligste er, at fægteren er i centrum. Fægteren – uanset om vi taler bredde eller elite, barn eller voksen, begynder eller øvet – er målet for organisationens anstrengelser. Alle andre roller, funktioner, opgaver og placeringer i organisationen tjener til at understøtte fægterne – udlevelsen af deres drømme, ambitioner og målsætninger.

Af de væsentligste organisatoriske tiltag kan jeg nævne, at Mads Hejrskov er – som tidligere meddelt - ansat som cheftræner i HFK, og har over sommeren arbejdet på at få planerne for den kommende sæson på plads. Endnu engang tillykke og velkommen til Mads. En af Mads første opgaver bliver at udvikle og implementere et system for individuelle trænings- og konkurrenceplaner for vores elite og subelite fægtere (i nævnte rækkefølge), herunder løbende udviklingssamtaler.

Jeg nævnte tidligere, at organisationen aldrig må blive et mål i sig selv. De styrende parametre vil være organisationens mission, vision, værdigrundlag og overordnede idrætspolitik. Formuleringen af dette har haft høj prioritet i bestyrelsen arbejde siden februar, og første udkast til disse styrende parametre er:

HFKs vision kommer til udtryk i ”HFK version 2018”:

Hellerup Fægte-Klub er en åben klub, som favner alle fægtere og frivillige fra 5 år til 99(+) år.

Hellerup Fægte-Klub tilbyder struktureret træning fra børnehold til verdensklasse med gode oplevelser og resultater, der er synlige i medierne.

Hellerup Fægte-Klub er et mødested for medlemmer, forældre, frivillige og lokal business.

Hellerup Fægte-Klub er en attraktiv eventudbyder i Gentofte kommune.

 

HFKs mission:

At skabe de bedste rammer for udøvelsen og udviklingen af fægtesporten gennem etablering og opretholdelse af et attraktivt miljø for såvel bredde som elite, samt gennem afholdelse af kvalitetsstævner, synlighed af fægtningen og en effektiv ledelse og administration.

HFKs værdigrundlag:

·       Mangfoldighed

Sporten er bred, idet den dyrkes på forskellige våben og på tværs af køn, alder fysik og ambitionsniveau (motions- og eliteplan).

·       Fleksibilitet

Sporten dyrkes individuelt og i træningsfællesskaber i mange forskellige varianter og miljøer

·       Fairplay

Konkurrence på lige vilkår, hvor der udvises hensyn og respekt, og hvor etik har en høj prioritet.

·       Respekt

Vi har alle forskellige roller, ansvar, forudsætninger og ambitionsniveau, der alle er vigtige for at nå vores vision.

 

HFKs idrætspolitik:

HFKs idrætspolitik er baseret på følgende principper:

·       Elite og bredde understøttes ligeværdigt. HFK erkender, at eliten profilerer fægtesporten, og at bredden udgør det basale fundament for sporten.

·       Aktiviteter, herunder stævnedeltagelse, stævneafholdelse, træningslejre, samlinger og uddannelse er afgørende fundamenter. Aktiviteter stævner og træningsfælleskaber på tværs af bredde, elite og våben er afgørende for styrkelsen af elite- og breddefeltet.

·       På eliteområdet er sportslige resultater en forudsætning og essentielt i forhold til HFKs arbejde og vision.

Klubbens forskellige udvalg er næsten alle på plads og i arbejdstøjet. I takt med at de enkelte udvalg kommer på plads meldes de ud i organisationen. Udvalgene er forankrede i bestyrelsen. Udvalgene arbejder p.t. på at formulere politikker, opgaver, ansvar for respektive udvalg.

Men…… nu handler det om at komme godt i gang med den nye sæson, og det vil vi gerne markere med et ”fælles afsæt”. Derfor har voksenudvalget taget initiativet til en ”sæsonstartsdag” den 13. august for både børn og voksne, og som forløber i to faser, så alle kan være med. Vi håber meget at I vil bakke op om dette initiativ, så vi kommer godt i gang. Der er udsendt særskilt invitation og tilmeldingsfristen er torsdag den 11. august.

Planen for den kommende sæson finder I på klubbens hjemmesiden.

Med det så vil jeg gerne byde jer alle sammen velkommen tilbage og held og lykke med den kommende sæson.

/Lars

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram