Markedsplads

Klik her for at oprette en profil


Flotte resultater på de slovakiske fægtepiste 

6 unge kadetfægtere fra Hellerup Fægte-Klub tog turen til Slovakiets hovedstad i den forgangne weekend for at deltage i Bratislava Cadet Circuit 2014, hvor 38 nationer var repræsenteret. I alt 186 kvindelige og 268 mandlige kårdefægtere kæmpede weekenden igennem om de gode resultater på pistene.


Emilia Borrye fægtede helt fantastisk, hun vandt alle sine puljekampe og kæmpede sig sikkert frem til sejr i udslagningskampene, men måtte dog til sidst i top 8 og meget tæt på se sig slået af den franske fægter Oceane Tahe 14/15 og endte på en fornem 5. plads.

På de andre piste gik Anne-Sofie Skaarup Jensen og Louise Donslund fra Hellerup Fægte-Klub også videre fra deres puljer, men blev slået i første udslagningskamp i top 128, hvilket betød, at Anne-Sofie kom på en 92. plads og Louise på plads nr. 115. Amalie Brems fik en 178. plads.

Klubbens 2 mandlige kårdefægtere i Bratislava vandt ligeledes mange af deres puljekampe og gik dermed videre, men tabte deres første udslagningskamp. Christian Schack Linnemann kom på 136. pladsen og Johannes Olsen på plads nr. 165.

Ud over kårde blev der også fægtet fleuret herre med 179 deltagere i Bratislava. Også her deltog Christian Schack Linnemann. Han gik dog ikke videre fra sin pulje og endte dermed på en 144. plads.



Denne side er drevet af Klubmodul.dk