Markedsplads

Klik her for at oprette en profil


Om fægtning

Fægtning har lange traditioner i Europa, hvor fægtning oprindeligt blev praktiseret som øvelse til kamp i krig eller i dueller. Allerede i Oldtiden blev krigere uddannet i fægtning. Mod slutningen af 1800-tallet udviklede fægtning sig til en decideret konkurrencesport. Sportsfægtning er en moderne sport med lange traditioner.

Fægtesporten er hurtig og atletisk og ligger et godt stykke fra de koreograferede kampe, du ser på film eller i teatret. Du vil ikke se sportsfægtere kaste kapper, knive og lysestager i hovedet på hinanden, mens de springer ned fra en balkon ved at svinge sig i et gardin. I stedet vil du se to modstandere gennemføre en intens kamp om points med hurtige benbevægelser på en fægtebane på 14 gange 2 meter, hvor koordination, koncentration, taktik, teknik, fysik og erfaring ofte vil være de afgørende faktorer for kampens udfald. Bevægelserne er tit så hurtige, at det uøvede øje kun ser, hvilken fægter der rammer sin modstander og sætter et touché (point) på grund af den elektriske markering heraf på meldeapparatet. Mange sportsudøvere, som ikke er til holdsport og boldspil, kan lide fægtning på grund af sportens individualitet. Succes i en fægtekamp skyldes alene egne anstrengelser. Du skal sætte dine egne færdigheder, din hurtighed og dit intellekt op mod en modstanders. Andre holder af den æstetiske nydelse ved at perfektionere og udøve disciplinerede bevægelser korrekt og af at studere fægtningens teori og sprog. 

Når man lærer at angribe og forsvare sig med enten fleuret, kårde eller sabel, udvikler man sin koordinationsevne, balance og fleksibilitet, samtidig med, at man får en god fysisk form, hvilket gør fægtning til ideel træning for den, der vil holde sig i form uanset alder og evner. Sporten er teknisk krævende og det kan på sigt kræve en del tålmodighed at få tingene til at virke. Til gengæld kan man altid lære nyt i fægtning. 

Våbnene
Fleuretten, kården og sablen er de tre våben, som benyttes i moderne sportsfægtning. 

Det er ikke ualmindeligt, at en fægter træner flere våbenarter, men almindeligvis vælger man at udvikle sine færdigheder på et våben alene. Kun ved at specialisere sig, bliver man rigtig god. Traditionelt er fleuretten begyndervåbnet, da det i sin tid primært var et træningsvåben, mens kården og sablen var skarpe våben. På fleuretten lærte man sig basisteknikkerne og benarbejdet, og senere valgte man så evt. at fægte et andet våben. 

Basisteknikkerne og benarbejdet er stadig grundlæggende ens for alle våben. Hvis du er god til at danse og har dansen i dig; er du sikkert god til alle former for dans, men der er sikkert en form for dans, du egner dig bedst til og synes er sjovest. Sådan vil det også være i fægtning. Det kan ikke længere altid betale sig at starte på fleuretten, da tenikkerne på de forskellige våben har udviklet sig forskelligt og er blevet så specifikke, at det, der er rigtigt at gøre på det ene våben, kan være uhensigtsmæssigt eller sågar fejlagtigt på det andet. Du ville nok ikke finde det hensigtsmæssigt at starte med at danse til eksempel ”standarddans”, hvis du bedst kan lide og egner dig til at danse ”disco”, selvom det sikkert ikke ville skade? Hvilket våben man foretrækker og egner sig til, finder man efterhånden ud af. 

Tidligere måtte kvinder kun fægte fleuret, men nu afholder alle lande nationale mesterskaber for kvinder på alle tre våben. Verdensmesterskaber for kvinder på kårde blev første gang afholdt officielt i 1989; 89 år efter det første VM på kårde for herrer, og kom på det olympiske program i 1996, senere kom damesabel også til (VM 1999, OL 2000). Kvinder har dog fægtet kårde og sabel længe, før de officielle mesterskaber blev indført. 


Fleuret 
Fleuretten er et let stikvåben på ca. 500 g og udstyret med en firkantet, meget bøjelig klinge på 90 cm. I spidsen af fleuretten er der monteret en elektrisk fjederkontakt, der registrerer en træffer (touché) ved et stød på mere end 500g, hvilket som regel næsten ikke er til at mærke. 

Fægternes overkrop ekskl. hoved og arme (torso) er eneste gyldige træffelt på fleuret (se billede). Point kan kun opnås, hvis man har angrebsretten. Angrebsretten vindes, meget groft sagt, ved angreb – en offensiv handling - eller ved parade (afværgelse med eget våben) af modstanderens offensive handling efterfugt af et modangreb (riposte). For at erhverve et touché (point) skal man altså ramme på gyldigt træffelt og have angrebsretten. Dette indebærer, at kun én af fægterne kan opnå point, hvis de rammer hinanden samtidigt, da kun en af fægterne kan have angrebsretten. Reglerne om angrebsretten kan virke indviklede i begyndelsen, men man lærer dem efterhånden. Reglerne fremelsker en god teknik og taktiske finesser. 

Fleuretten var oprindeligt et træningsvåben og er det traditionelle begyndervåben. Formentlig er reglerne om angrebsretten udviklet af, at det i en skarp duel var uhensigtsmæssigt for fægternes videre fægtekarriere og liv, at fægterne ramte hinanden samtidigt eller ikke parerede et angreb, inden de startede et modangreb. Måske er reglen om begrænsning af gyldigt træffelt til torso udviklet af, at man trænede i at ramme sin modstander på de vitale dele af kroppen, så han effektivt kunne sættes ud af spillet i en skrap kamp? Måske har det blot været for at raffinere fleurettræningen, som da også tidligt udviklede sig til at ligne en sportsgren med opvisninger og konkurrencer på fleuret for et udsøgt publikum af andre fægtekyndige: adelsmænd og senere også borgerskabet. Idag tiltrækker fægtning alle slags folk. 

Fægteren er iført en vest (el-vest) med metaltråde, så det elektriske udstyr kan registrere stød på gyldigt træffelt med eet signal (farvet lampe) og stød uden for træffelt med et andet signal (hvid lampe).


Kårde 
Kårdens klinge er 90cm lang. Klingen er trekantet og dermed mindre bøjelig end fleurettens. Kården vejer ca. 750g og er det tungeste våben. Kården er som fleuretten et stikvåben og ligesom fleuretten har kården en kontakt monteret i spidsen. Med kården skal der sættes et stød på modstanderen på mere end 750g for at få points.

Træffeltet på kårde er hele kroppen, hvilket giver spændende og fremfor alt flere muligheder for at sætte træffere, toucher, på f.eks. hånd og fod, på den anden side er man mere sårbar. Da træffeltet på kårde er hele kroppen, er kårdens skål større end fleurettens, således at hånden dækkes. 

Modsat fleuretfægtning er der ingen regler om angrebsret for erhvervelse af points i kårdefægtning, man skal bare ramme modstanderen. Med andre ord kan forsvareren altid ramme angriberen direkte uden parade, hvilket kombineret med angriberens sårbarhed grundet det større træffelt, gør angrebet mere risikabelt for angriberen, hvorfor kårdefægtere ofte er tvunget til at anlægge en lidt mere defensiv taktik end fleuretfægtere. Reglerne for tildeling af points i kårdefægtning er således meget enkle: Du må ramme overalt og det gælder om at ramme først! Rammer begge fægtere på samme tid, så opnår begge point. Meldeapparatet blokerer for registrering af yderligere stød 1/25 sek., efter at den første træffer er sat. 

Da træffeltet er hele kroppen og der ikke er nogen regler om angrebsret, er kården nok det våben, som kommer tættest på en rigtig duel. Hvor fleuretten tidligere var et øvelsesvåben, er den moderne kårde da også en videreudvikling af gamle dages duelvåben. 

Hele kroppen er træffelt.


Sabel 
Fægtesportens sabel er en videreudvikling af 1800-tallets kavalerisabel. Sabelens klinge er godt 90 cm. lang. Klingen er trekantet på det første stykke fra spidsen og derefter firkantet, hvilket gør klingen stabil og fleksibel på samme tid. Sablen er til forskel fra de to andre våben et kombineret hug –og stikvåben. Idet hele klingen kan benyttes til hug, er der mange muligheder for at ramme med et slag og hug er derfor mere udbredt end stød i sabelfægtning. For at opnå et touché skal man med sabelklingen i modsætning med fleuretten og kården ikke ramme modstanderen med nogen særlig kraft, våbenklingen skal blot røre modstanderen. Våbnet er ikke så tungt som en god gammeldags sabel. Den vejer godt 500g og klingen er tynd. Hvis en moderne sabel havde samme vægt og brede klinge som tidligere sabler, ville alene vægten bag et slag eller hug alt for ofte skade fægterne alvorligt. Nu må de ”nøjes” med røde striber efter meget hårde slag. 

Sablens rødder som ryttervåben har medført at træffeltet er over bæltestedet. Rytterens ben var ikke et oplagt mål i et kavaleriangreb, da de hang ned langs hesten. For at opnå et touché skal man ramme på gyldigt træffelt, hvilket på sabel altså vil sige, at man skal ramme alt over bæltestedet. Til forskel fra fleuretfægtning tæller arme og hoved altså med, men i modsætning til kårdefægtningen er benene ikke gyldigt træffelt. 

Som i fleuretfægtning skal man i sabelfægtning udover at ramme på gyldigt træffelt have angrebsretten for at opnå et gyldigt touché og få point. Da angrebet er favoriseret gennem angrebsretten ved tildeling af points og man ved at hugge kan benytte hele klingen til at ramme med i angrebet, fremfor kun spidsen, er sablen vel nok det våben, hvor taktikken er den mest offensive og tempoet højest.

Fægteren er udstyret med en jakke (el-vest) med metaltråde og en maske i metal, så det elektroniske udstyr kan registrere stød på gyldigt træffelt. 

Fægtebanen (pisten)
Fægtekampen foregår på pisten (fægtebanen), som er 14 x 2 meter: 

Meldeapparat : Registrerer når fægterne rammer hinanden, og viser med farvede lamper, hvem der får touche. Viser med hvid lampe, hvis der på fleuret rammes uden for gyldigt træffelt. Pistens gulv er afisoleret.

Gulvledning, opruller og kropsledning: Fra meldeapparatet løber en gulvledning hen til hver fægters opruller. Oprulleren er en dåse med en ca. 20 m lang ledning i. Ledningen ruller sig sammen, når fægteren går tilbage, og trækkes ud, når fægteren går frem. Kropsledningen løber fra stikket fra oprulleren ind gennem fægterens ærme og ud til hans våben. På denne måde er der el-forbindelse til våbnet og stødene kan markeres på meldeapparatet. Fægtebanen er afisoleret, så stød i gulvet ikke registreres. Trådløst udstyr er introduceret.
Midterlinjen : Pistens midtpunkt.
En-Garde linjer (startlinjer): Hver gang et touché er tilkendt, starter fægterne påny på startlinjerne. På anråb fra dommeren starter kampen.
Advarselslinjer: Fortæller fægteren, at der er 2 meter til, baglinien overskrides.
Baglinjer : Overskrider fægteren baglinjen med begge fødder, stopper dommeren kampen og tildeler fægteren et rødt kort, hvilket indebærer, at modstanderen får et points.
Sidelinjer : Overskrider fægteren en af sidelinjerne med blot een fod afbrydes kampen og han rykkes 1 meter tilbage ad pisten, mens hans modstander rykkes 1 meter frem.

Fægtetøj 
Fægtetøjet er i hovedsagen sikkerhedsudstyr, men er designet således, at det sikrer fægterne den størst mulige bevægelsesfrihed. 

Fægterens hoved er dækket af en maske med et metalvisir, som tåler et tryk på 1600 NW pr. cm2. ”Skægget” som dækker halsen, tåler samme tryk. Til konkurrencer kontrolleres det, at visiret lavet af metaltråde er intakt. Masken tillader fægteren fuldt udsyn og mulighed for at ånde. Masker med et stødsikkert pleksiglasvisir er ved at blive introduceret. Kun "tåber" fægter uden maske. 

På overkroppen er fægteren iført en fægtejakke lavet af et stødsikkert stof, som tåler et tryk på 800 NW pr. cm2. Jakken dækker også fægterens skridt v.h.a. en fiks g-streng. Som en ekstra sikkerhed er fægteren iført en sikkerhedsvest under jakken, som tåler samme tryk, og dækker øverste del af våbenarmens overarm, skulder og brystkasse. Til konkurrencer skal denne sikkerhedsvest være iført. Fægtejakken er ikke særlig tyk, men er vævet meget tæt. Man kan let bevæge sig, men kan til gengæld få nogle blå mærker, dog ikke det der er værre. I fleuret –og sabelfægtning bæres en el-vest hen over fægtejakken, således at stød på gyldigt træffelt kan registreres på meldeapparatet med en farvet lampe, mens stød på resten af fægtetøjet registreres med en hvid lampe. I sabelfægtningen er masken og dens skæg også ”ledende”. 

Som benklæder er fægteren iført et par fægtebukser, lavet af samme materiale som fægtejakken. Fægtebukser er knæbukser med seler, for at yde fægteren fuld bevægelighed kombineret med sikkerhed. Bukserne sidder højt over bæltestedet, så skridt og underliv er dækket af både bukser og fægtejakke. 

Fra knæet og nedefter er fægteren kun dækket af et par lange strømper og er iført enten et par fægtesko eller normale sportssko, såsom tennissko, badmintonsko eller andre sko med flad hæl til hurtige korte skridt. 

Den fægtende hånd er dækket af en fægtehandske, mens den anden hånd ikke er dækket, da den føres bagud. 

Fægtetøj er traditionelt hvidt med et sort maskevisir. 

Fægtekampen
Til fægtekonkurrencer fægtes der først i indledende runder, hvor fægterne inddeles i puljer seedet efter en løbende rangliste. I de indledende runder møder man alle modstanderne i sin pulje. I de enkelte kampe er vinderen den, som først sætter 5 touches på sin modstander inden 3 minutters effektiv fægtetid. Løber tiden ud, inden en af fægterne har sat 5 touches, hvilket sjældent sker, så vinder den, som fører ved tidens udløb. Er stillingen uafgjort, fægtes 1 minuts ”sudden death”, hvor vinderen er den, som først sætter et touché i tillægstiden, dog således at man forinden har trukket lod om, hvem der skal vinde, hvis intet touché sættes inden for det ene minuts tillægstid. Vinder man lodtrækningen, har man altså en taktisk fordel. 

De indledende runder seeder fægterne til den efterfølgende direkte udslagning, hvor de bedst seedede møder dem, som har klaret sig dårligst. Taber man en udslagningskamp, er de barske realiteter, at er man normalt slået ud af konkurrencen, medmindre der fægtes med opsamling, hvilket ikke er udbredt. Udslagningssystemet benyttes hele vejen op til finalerne. I udslagningskampene fægtes der til 15 touches i hver kamp i 3x3 minutter. Hver gang der er gået 3 minutter, får fægterne 1 minuts pause. Hvis tiden løber ud i sidste runde, gælder det samme, som i de indledende runder. 

Der findes også holdkampe, hvor et hold på 3 fægtere møder et andet hold på 3 mand; evt. har man 1 reserve pr. hold. Kampene er stadig mand mod mand, således at man møder alle 3 fægtere på det andet hold i en kamp. Der er således 9 kampe i alt, som forløber efter et stafetsystem til 45 points, så man arver holdets score fra forrige kamp. En kamp varer indtil det førende hold har nået en score delelig med 5 eller der er gået 3 minutter (ingen tillægstid). Eksempelvis er stillingen 2-5 efter første kamp, og anden kamp løber til 10 points/3minutter, så det ene hold kan score 8 touches før kampen er slut, mens det førende hold kun behøver 5 touches for at afslutte kampen eller kan søge at bevare førerstillingen i 3 minutter. Den tredje kamp varer til 15 touches/3 minutter. Vinderen er det hold, som først når 45 touches eller som fører efter den niende og sidste kamp. Er stillingen uafgjort i sidste kamp, fægtes 1 minuts tillægstid -" sudden death "med lodtrækning. Holdkampsystemet lægger op til mange taktiske overvejelser. 

Alle fægtekampe ledes af en dommer, som afgør, hvem der har retten til et touché og sikrer at det internationale fægtereglement overholdes. I fleuret –og sabelfægtning er det dommerens vurdering af, hvem der har angrebsretten, der afgør, hvem der tildeles points. Det internationale fægtereglement følges af alle fægtere. Reglementet er omfattende og omhandler bl.a. regler om hilsepligt og regler for tildeling af gule og røde kort. 

Hvis man intet ved om fægtning, kan det være svært at følge med i fægternes lynhurtige bevægelser. For at vænne sig til at se en fægtekamp kan det være nyttigt i begyndelsen kun at fokusere på den ene fægter. Den fægter, som bliver angrebet, forsvarer sig selv ved at parere angrebet med sit eget våben, flytte sig bagud, ud af angrebets rækkevide, gør begge dele på en gang eller gør noget helt fjerde, eller noget forkert – og bliver ramt. Derefter laver fægteren måske et modangreb, en ripost. Således vil de to modstandere hele tiden veksle mellem offensive og defensive aktioner. Når et rammende stød sættes ind, vil dommeren stoppe kampen, udrede hvad der er sket og tildele et point – på fleuret og sabel dog alene til den fægter, som rammer gyldigt træffelt og samtidigt har angrebsretten. 

Fægterne vil søge at opretholde en sikker afstand fra hinanden, hvor de er ude af rækkevidde for modstanderens angreb. På den anden side er man nødt til at bryde den sikre afstand for selv at komme til at ramme sin modstander. Afstanden er en meget vigtig del af spillet og fægterne vil forsøge at stjæle afstand fra hinanden gennem at forflytte sig på pisten og f.eks lave falske angreb for at ødelægge afstanden og lokke modstanderen for reaktioner og tjekke hans forsvarsværker, for senere at narre modstanderen, når det reelle angreb kommer. På den anden side kan modstanderen have lokket fægteren til at lave dette angreb, så det går galt og angriberen rammes. Hvad der forekommer tilfældigt i en fægtekamp, er det sjældent. Ofte er der tale om, at en af fægterne begår en fejl, som udnyttes af den anden. En stor del af fægtningen går ud på at observere modstanderens svagheder, få ham til at begå fejl og udnytte disse. Fægtekampen kan minde om et skakspil eller et pokerspil, man skal ”bare” bevæge sig samtidigt. Når du bliver vant til følge fægternes hurtige bevægelser, vil fægternes taktik og strategi blive mere åbenbare og du vil opnå en bedre forståelse for fægtningens finesser og fascination. 

Kategorier ved konkurrencer
Der er ikke vægtklasser og den slags i fægtning, dog er man opdelt i mænd og kvinder og aldersgrupper til konkurrencer: 

Fra 6-14 år fægter piger og drenge sammen. Det har ikke den store betydning, idet pigerne faktisk ofte er bedre til at koordinere deres bevægelser og til at koncentrere sig og drenge ofte endnu ikke er fysisk stærkere end piger. I de unge aldersklasser kan man altid deltage på et alderstrin højere end ens alder tillader. 

Danske fægtere kan deltage i alle konkurrence i ind –og udland. Man skal dog udtages til EM og VM. Da niveauet i andre lande kan være højt, vil det være en god idé forinden at undersøge, hvor stærkt stævnet er. 

6-10 årigeMiniorer
10-12 årigePuslinge
13-14 årigeDrenge/piger
15-17 årigeKadetter
18-20 årigeJuniorer
21-40 årigeSeniorer
41 år -Veteraner


I den daglige træning træner begge køn sammen og man har altid mulighed for at fægte med fægtere ældre end sig selv.
Denne side er drevet af Klubmodul.dk