Som nyt medlem er der meget at holde styr på og en af de ting er dit udstyr. Her har vi samlet lidt om klubbens udlåns politik og hvilket udstyr der er påkrævet til træning og stævner.
LÅN AF UDSTYR
Som nyt medlem kan du låne alt udstyr af klubben i det første kvartal, du går til fægtning. Herefter forventes det, at du efterhånden anskaffer dig dit eget udstyr. Klubudstyr er forbeholdt klubbens begyndere.
Når du låner klubbens fægtetøj og våben er det kun til trænings brug. Udstyret skal blive på salen og efter brug skal alt udstyr altid hænges/lægges pænt og ordentligt på plads, så udstyret er klar til, at andre kan bruge det.
Klubbens udstyr må ingen omstændigheder fjernes fra Fægtesalen.
Når du låner udstyr af klubben hæfter du for udstyret mens du bruger det. Ødelagt udstyr skal erstattes. Såfremt et våben knækker, mens du fægter med det, har du pligt til at melde det til din instruktør, som vil sørge for, at du får tilsendt en regning. Dette gælder selv om du måske kun har brugt våbnet i et halvt minut. Da du skal betale op til 500 kr. i erstatning, kan det godt betale sig tidligt at købe sit eget våben - så er det jo kun dig, der bruger det, hvorved det holder længere.
KØB AF UDSTYR
Der er mange fordele ved at købe sit eget udstyr. Du ved hvem der sidst har svedt i det, du ved hvilken stand det er i, du kan få den kvalitet af stof og klinger som du bedst kan lidt og du kan vedligeholde og vaske det så tit du vil.
Et komplet fægteudstyr består af fægtemaske, fægtejakke, fægtebukser, fægtehandske, våben og kropsledning. Som en del andet sportsudstyr ligger fægteudstyr i den dyre ende af skalaen. Et komplet fægteudstyr kan koste op til 5000 kr. alt efter hvilke modeller man vælger.
Det kan derfor være en fordel af anskaffe sig lidt ad gangen eller se efter muligheden for at købe brugt udstyr.
Der er mulighed for at købe fægteudstyr på salen hos Allstar-Danmark.
Ved køb af fægteudstyr fra Allstar-Danmark kan Hans von der Osten kontaktes på 20333944 eller hans@visiodan.dk
Anbefalinger til indkøb:
- Start med at købe et elektrisk våben og en kropsledning
- Fægtebukser og handske.
- Maske og jakke
- Til børn og unge anbefales det at købe fægtetøjet et par numre for stort, så man ikke skal investere i nyt tøj så ofte.
- Husk altid at skrive navn i dit udstyr, så du kan finde det igen, hvis du glemmer det et sted.
BRUGT UDSTYR
Der er mulighed for at købe brugt udstyr på forskellige sider så som Facebookgruppen - Fægteudstyr. Køb og salg.
Der er altid medlemmer, som vil være interesserede i at købe noget udstyr, og især børnetøj er efterspurgt. Du er velkommen til at hænge et opslag på Fægtesalen, hvis du ønsker at sælge udstyr.
Selvfølgelig kan du også forære dit aflagte udstyr til klubben. Du kan være sikker på, at mange vil få glæde af det.
Som køber af brugt fægteudstyr bør du altid sikre dig, at udstyret lever op til de gældende sikkerhedsbestemmelser.
KØB AF KLUB TØJ
Vi anbefaler, at du først køber fægteudstyr, da det er det udstyr, du skal bruge for at kunne fægte.
Klubtøj er en del af vores identitet og vi bruger det når vi deltager i stævner eller til træning.
Vores klubtøj kan købes hos "Sportyfied" på vores klub profil https://hfc.sportyfied.com/da/